Sommerferien står for døren, hvilket mange steder betyder “store” ændringer for borgere med psykiske lidelser eller et handicap. Ændringer optræder fordi personalet og ledelsen skal holde ferie. Det kan godt være en svær tid for borgerne og derfor skal vi tænke os ekstra godt om.
Klik her – for at komme til forsiden
Vores 3 bedste voldsforebyggende råd før sommerferien.
1. Planlægning.
Inden ledelsen drager på ferie, skal man sikre at vagtplanen er “robust”. En robust vagtplan, tager forbehold for det uventede, det uforudsete, så personalet som er på arbejde i sommerferien altid har en Plan B og C, såfremt der skulle opstå noget uventet. Det giver tryghed for personalet at vide, at der er en plan som holder hele vejen, hver eneste dag. Plan A er det forventede.
Denne tryghed forplanter sig hos borgerne, hvorved rod i vagtplanen ikke skabe nye konflikter.
Plan B omhandler personale dækning.
Planlægning skal bl.a. tage højde for:
- Sygdom hos personalet.
- Borger kommer tidligere hjem fra ferie end forventet, hvorfor der er brug for ekstra personale resten af ferien.
- En borger skal pludseligt deltage i en vigtig begivenhed, hvilket kræver ekstra personale ud af huset.
Når man lægger vagtplanen for ferien, er det vigtigt at have aftalt på forhånd, hvem man kan trække på de enkelte dage. Det skriver man ind i vagtplanen, så personalet på arbejde ved nøjagtig hvem de skal ringe til og ikke bruger unødig tid på at ringe til flere.
Tiden man bruger på at finde en vikar, går fra borgerne. Det kan være konfliktoptrappende.
Tiden man bruger på at ringe rundt dræner for energi, specielt hvis ikke man finder en vikar, det kan give mindre overskud til konflikthåndtering -> det er en dårlig start på dagen!
Borgerne mærker uroen, det kan nogen borgere reagere på. Personalet får ekstra travlt, opgaver skal udføres hurtigere. Dét kan borgerne også reagere på. Dette kan være medvirkende til flere og voldsommere konflikter.
Plan C omhandler det uventede hvor ledelsen skal indrages.
Personalet ringer til lederen for at få anvisninger. Lederen skal være forberedt på alle mulige scenarier og være kontaktbar 24/7. Der skal være 2-3 ledere koblet på denne opgave, så man skiftes til at have “vagten”. Dette skal også planlægges nøje. Det er et kæmpe svigt såfremt personalet ikke får fat i en leder, når man har akut brug for anvisninger.
Uventede hændelser kunne være:
- Dødsfald – borger eller i personalegruppen eller deres nærmeste. Det er ikke kun af indkalde eller aflyse personale.
- Man køre galt i bil med en borger eller anden voldsom tilskadekomst.
- Borger overfalder personale, hvorved personalet ikke tør møde på arbejde.
- Personalegruppen splittes og der opstår splid/rygter, som skal håndteres her og nu.
- Man kan ikke forudse det uforudsigelige. Ovenstående har jeg selv oplevet, så dem har jeg taget med.
Det handler om forudsigelighed og struktur.
2. Overhold tider og aftaler.
En af de helt store syndere når vi taler konflikter, er tid og aftaler. Vi skal huske på at borgerne ofte ser frem til og glæder sig til de aftaler de har, ja nøjagtig som alle vi andre. Vi bliver også sure og skuffede når andre ikke overholder deres aftaler til os. Personer med en psykisk lidelse eller mentale handicaps/lidelser har dog ofte svært ved at håndtere disse følelser, hvorfor der kan opstå voldsomme konflikter med baggrund i dette svigt.
Undlad at lave meget specifikke aftaler, hvor gennemførelsen afhænger af tilstedeværelsen af enkeltpersoner, et køretøj eller andre ting som er nødvendige, men som kan gå i stykker eller “forsvinde”.
Lav meget fleksible aftaler, som kan gennemføres lige meget hvilket uforudsete hændelser der kunne tænkes at opstå.
Det handler om troværdighed.
3. Undlad at presse og forstyrre.
Et nej er et nej – også når ikke det siges med ord!
Det er vigtigt ikke at fordre tillært hjælpeløshed, hvorfor opgaven som personale ofte er at forstyrre og nogen gange presse borgerne på en udviklingsstøttende måde. Altså, ordentligheden skal være på plads og vi skal have øje for forråelse. At forstyrre og nogen gange presse på, kræver resonans og/eller en solid relation mellem borger og den professionelle.
MEN når det er ferietid, så er borgerne ofte allerede forstyrret i forhold til hvordan deres dagligdag skal hænge sammen, “nu min kontaktperson eller min yndling er på 3 ugers ferie”. Derfor er der ofte ikke plads til yderligere forstyrrelser og slet ikke plads til at blive presset til at stå op, spise noget bestemt, etc.
Det handler om tillid.
Afrunding.
Ovenstående råd er tænkt som praktiker til praktiker, da det er egne oplevelser gennem tiden som er grundlaget for denne artikel. Der er mange andre forhold der gør sig gældende, men hvis man har de 3 ovenstående ting for øje, så er man godt på vej til også at give borgerne en god sommer i trygge rammer med personale som har overskud til at lave sjove sommeraktiviteter.
En vandkamp(inde som ude) giver altid et godt grin og noget alle husker tilbage på med et smil på læben. Det gør ikke noget at vi som professionelle gør noget skørt, sålænge det bringer smil og glæde frem hos andre. Pas på med at være skør på en fysisk måde, det kan være svært at styre og kan ende i en konflikt når en af parterne ikke syntes det er sjovt længere (kilde, drille, slåsse).
Det er sjældent at der er ret meget at grine og glædes over på institutionerne, så det er de små øjeblikke vi skal have bragt i spil, og disse små øjeblikke skal vi tale store, så de kommer til at fylde i hverdagen. Det skabe et godt arbejds – og levemiljø!
Med ønsket om at alle må få en god sommer.
Michael Neigaard
Klik her – for at komme til forsiden