Skrevet af Michael Neigaard 8. september 2019.
“Vi skal være nysgerrige på at finde nye løsninger, som modvirker at mennesker med psykiske udfordringer og mentale svækkelser bliver angste i situationer hvor de har brug for hjælp – dog ofte uden at de selv er klar over, at de har brug for hjælp!”
Link til artikel på Viborg24.dk
Tanker forud for “Projekt Gandhi”
Jeg har i mange år været nysgerrig og optaget af den menneskelige hjerne og konflikter mellem mennesker.
Interessen kommer fra min baggrund som maskinmester, hvor jeg har arbejdet med store og små computere som har kunnet styre maskiner til at gøre de mest fantastiske ting. Min opgave har altid været at finde fejlen, når maskinen IKKE gjorde som forventet.
Mødet med det konfliktsøgende menneske, startede som dørmand
Da jeg læste til maskinmester, supplerede jeg min SU ved at arbejde som dørmand – et arbejde man ikke kunne oplæres til dengang, man måtte bare tage chancen og se om man kunne udføre jobbet.
Det gav nogle knubs de første år, mentalt og fysisk, men jeg fandt altid løsninger på at undgå samme situation igen. På den måde udviklede jeg mine personlige konfliktstrategier.
Samtidig undrede jeg mig over hvor forskelligt mennesker opføre sig under de samme rammer. Når der så blev indblandet alkohol og stoffer, så skete det ofte helt forunderlige ting.
Arbejdet med mennesker fortsætte efter studiet
Da jeg var færdig som maskinmester og efterfølgende begyndte at arbejde med vindmøller, kunne jeg ikke slippe arbejdet med mennesker. Så jeg fortsætte mit arbejde som dørmand i weekenderne.
Få år senere fik jeg en mulighed for at arbejde i socialpsykiatrien – hvilket var en kæmpe øjenåbner, idet al den læring jeg medbragte fra årende som dørmand, direkte kunne bruges med stor effekt når der opstod konflikter og når man skulle hjælpe en borger pædagogisk.
Socialpsykiatri var udgangspunktet, men efterfølgende har jeg været alle steder hvor mennesker har det svært – sidst blev det demensområdet.
Supercomputeren, som vi stadig forstår meget lidt
Glæden ved at fejlfinde på maskiner, når de ikke gjorde hvad de burde, blev udskiftet med at “fejlfinde” på den menneskelige supercomputer. Det er iøvrigt overordentligt vanskeligt uden en udførelig brugermanual – den venter vi stadig på. Nogle mener vi stadig kun forstår 10-20% af hvordan vores hjerne fungere.
Demens, hjernen og angst
Når vi så drøfter hvad der sker når hjernen svækkes af en sygdom, så bliver det rigtig svært, syntes jeg. Når vi prøver at skabe mening over noget vi ved meget lidt om, så gætter vi rigtig meget. Ud over det, så laves der konstant undersøgelser, som prøver at afdække hvordan hjernen arbejder.
Et studie viser at hjernen lære bedst, når vi skriver det vi høre ned på et stykke gammeldags papir, men en gammeldags kuglepen eller blyant. Tablets giver langfra den samme læring, hvis disse benyttes til noter.
Why? Jeg syntes der er svært at finde logikken.
Derfor finder jeg grobund for dette projekt. Når vi ved så lidt om hjernen, så er vil jeg se hvad der vil ske, hvis der kommer en stor blød hund ind til en angst borger med en mental svækkelse, som f.eks. blot skal i bad.
Tanken er om vi kan tilgå følehjernen med noget rart, en stor blød hund, som kan forhindre at hjernen hos borgeren med en svækkelse, melder fare og derved kommer i flygt/kæmp tilstand.
“Jeg håber jeg bliver arbejdsløs“
Vi får flere og flere opgaver, hvor omsorgspligten er i spil på et plejecenter. Den ældre borger, med en mental svækkelse som bor på stedet, har mistet evnen til selv at varetage personlig hygiejne. Her kommer omsorgspligten i spil og personalet er forpligtet til at hjælpe borgeren i f.eks. bad – med magt!
Dét føles ikke rart for personalet og ej heller for borgeren. Personalet kan være mentalt udbrændte resten af dagen, efter sådan en opgave.
I dag løser vi sådan en opgave, ved at sende to af vores medarbejdere ud for at holde borgeren, så det hele foregår så skånsomt som overhovedet muligt.
MÉN – det må kunne gøres på en anden måde, så vi hos S.T.O.P. IKKE skal sende to medarbejdere ud for at hjælpe med at få en borger i bad.
Denne typer opgaver er grobunden for “projekt Gandhi”. Hvis dette viser sig at have en effekt hos nogle borgere, så står der rigtig mange besøgshunde klar i kulissen, som kan assistere Gandhi med at undgå angst og magt, når man “bare” skal i bad.
Næste skridt for Gandhi
Når Gandhi har besøgt mange forskellige plejecentre, og dermed er vant til at møde de ældre i kørestole etc., så skal han introduceres for mild udadrettet adfærd.
Endemålet er at han ser voldsom udadrettet adfærd som “normal” adfærd, så han ikke reagere på det, og bare sætter sig og observere. Det er sådan han i dag behandler, i hans verden, mystiske oplevelser. Hunde der gør af ham, eller mennesker der opføre sig anderledes.