Et uformelt møde omkring emnet “Pædagogisk Sikkerhed – konflikthåndtering” i efteråret 2016. gav grobund for denne artikel, skrevet af Steen Moestrup som er medlem af Landsledelsen for nuværende og tidligere psykiatribrugere( LAP), som udkom i medlemsblad nr. 4 2016.
Mødet gav Søren Risager og jeg en nysgerrighed på begrebet Resonans. I vores praksis arbejde, har vi begge arbejdet med at skabe stærke relationer, i forhold til vores konflikthåndtering. Efter introduktionen til resonans, er der nogle brikker der falder på plads for mig.
MEN – hvad nu hvis der IKKE er resonans mellem borger og den profesionelle? – med dette indlæg vil jeg sætte fokus på denne problemstilling, da det gør konflikthåndtering udfordrende med manglende resonans….
Klik her – for at komme til forsiden om Pædagogisk Sikkerhed
Hvad er Resonans?
I fysikkens verden taler man om resonans indenfor eks. det tekniske område. Her taler man om frekvenser som kan opnå resonans, hvilket kan være alt ødelæggende. Resonans er når to emner har samme frekvenser.
Tænker vi resonans ind i et socialt sammenhæng, så betyder det noget lidt andet. Vi tiltrækkes af nogle mennesker og bevæger os væk fra andre. Vi oplever at der er “kemi” mellem menesker.
Vi bliver opløftet i samværet. Der er en livgivende følelse. Dét er resonans(samklang/genklang) mellem mennesker. Bente Thygesen, Lars Lorentzon og S.H. Foulkes her skrevet om resonans mellem mennesker. SUS har udgivet en artikel om emnet. Klik her for at læse mere.
Resonans som katalysator for relationen
Når jeg kigger tilbage på mit virke, har der været borgere hvor der bare var en naturlig “kontakt” og andre borgere hvor der var været en anden kontakt. Det er dog altid lykkes mig af få skabt en relation.
I bagklogskabens klare lys, så er det netop her at resonans får brikkerne til at falde på plads. Når jeg har haft en naturlig kontakt til en borger, så kommer der en stærk relation meget hurtigt. I stedet for at kalde det “naturlig” kontakt, så er det resonans jeg/vi har oplevet.
At flytte fokus i første møde med et andet menneske, fra at skabe en relation, til at mærke efter om der er resonans. Mærker man resonans, så skal relationen nok komme. Men oplever man manglende resonans, så skal vi trække på andre redskaber for at skabe en udviklingsstøttende relation og tænke lidt anderledes i forhold til konflikthåndtering.
Kan man skabe en relation hvis der ikke er resonans?
Resonans kan altså ikke fremtvinges, det er noget der bare er. Hvordan kan man så skabe en relation uden resonans.
Her vil jeg anbefale bogen “Fokus på relationer – psykiatri i praksis”. I kapitel 4 kommer Niels Elkjær Krog med bud på hvilke redskaber man kan benytte for at danne relationer.
Dog gør han opmærksom på at bruges redskaberne instrumentelt uden “indføling”, vil forsøget på at skabe en relation nemt kunne opfattes som uempatisk af modparten. De redskaber han omtaler er: empati, at dele intentionen, fælles opmærksomhed, affektiv afstemning og anerkendelse.
Hensigten med brugen af disse redskaber skal være målet og værdien i sig selv. Effekten af relationer baseret på disse begreber, er selvfølelse, vitalitet, accept og selvrefleksion for begge parter.
Når jeg kigger på egen praksis er det specielt anerkendelse der står stærkt hos mig, sammen med affektiv afstemning(begreb indført af Daniel Stern).
Affektiv afstemning
– er at kunne læse den andens følelsesmæssige tilstand. Man skal kunne udvise egen adfærd, som modsvare den andens ydre adfærd og den anden skal kunne genkende den professionelles reaktion spm noget der har at gøre med borgerens egen oprindelige følelsemæssige oplevelse. Det “lugter” lidt af mentalisering, men det er ikke det samme.
I egen praksis bruger jeg affektiv afstemning i alle møder med borger. Jeg er opmærksom på det visuelle, herunder ansigtudtryk, måden hvorpå borger går på, hvilken påklædning har borger valgt, er borger soigneret eller usoigneret.
Jeg lytter, hvordan er vejrtrækningen, er det tunge skridt, taler eller mumler borger noget, er der lyde inde fra borgers lejlighed. Alle disse sansninger giver mig anvisning til hvordan jeg skal møde borgeren.
Virker borgeren glad, kan jeg godt komme med en frisk hilsen, hvilket kan virke provokerende såfremt borgeren er i dårligt humør. Provokationer skaber ikke gode relationer. Det skaber relationer ja, men ikke udviklingsstøttende, men det siger vist sig selv.
At møde en borger der er glad er nemt, men at møde en borger der har det svært, ér svært. Her er anerkendelse et godt redskab til at håndtere sådanne situationer, på en relationsbyggende måde.
Anerkendelse
Anerkendelse er et vidtrækkende begreb og det er vigtig at kende forskellen på ros og anerkendelse. Vi skal oftest undgå at rose.
Ros er en positiv bedømmelse. “hvor er du god til at eks. tegne” – er en sætning jeg ofte har hørt på det socialpsykiatriske område og ofte kommer udtalelsen lidt af medlidenhed. Hvis borgeren så har en oplevelse af ikke at være god til tegne, fordi vedkommende tydeligt kan se at de andres tegninger er meget pænere, så kan ros virke sårende eller krænkende(Carl-Göran Heidegren her skrevet om dette).
Når vi så taler anerkendelse, så trækker vi “bedømmelsen” over på egen banehalvdel, hvor man kunne sige “jeg synets du er god til at tegne, runde figurer”. Så er det ikke en universel “bedømmelse”, nej så er det kun mig ene og alene som den profesionelle der er af den mening og jeg har afgrænset bedømmelsen til noget som jeg ægte mener.
SÅ, når jeg møder en borger der har det svært, så starter jeg altid med at anerkende hvordan vedkommende har det. “årh Jens, jeg syntes det ser ud til du har en træls dag i dag. Kan jeg gøre noget for at hjælpe dig?” Jeg er åben i min kommunikation, siger hvad jeg ser, uden at dømme og tilbyder min uforbeholdne hjælp(det skal man så også tilbyde 100% ægte, spiller man skuespil, falder det hele til jorden). Borger kan så frit sig fra eller til, uden at få følelsen af at skulle præstere noget.
Man skal så også pakke HELT sammen hvis borger siger nej, ellers kan det få modsatte effekt. Borger kan blive irritabel over den manglende respekt for et nej. Det oplever jeg som værende stærk relationsopbyggende, at respektere og at anerkende.
Konklusion
Hvis ikke der er resonans, så skal man kende sin teori om anerkendelse, og affektiv afstemming, sammen med lysten til at ville borgeren 100%, så kan man godt bygge udviklingstøttende relationer. Jeg har selv brugt disse redskaber i min konflikthåndtering, kan jeg se i bagklogskabens klare lys, når ikke der var resonans. Hvis man ser hinanden med ligeværdighed, med respekt, med troværdighed og man vil borgeren, så vil man uden tvivl nå langt med at opbygge en relation, på trods af manglende resonans.
Skrevet af
Michael Neigaard